‘Jeg bor i nummer elleve – det lille gule hus…’

Dengang jeg var lille havde jeg et kassettebånd med Sørøver Sally og min yndlingssang var Fredes Sang der altid kunne tage mig med på en rejse til et helt andet sted.

Jeg hørte altid det bånd hvis jeg ikke kunne falde i søvn, eller lå med mavepine eller andre dårligheder. Måske syntes jeg bare sangen var god fordi Frede, i den, også boede i nummer elleve, som jeg selv gjorde det. Godt nok boede han i et grønt hus, men i mine ører blev det altså til et gult hus, så det matchede til mit eget gule hus.

Jeg elskede den sang, og jeg når jeg lyttede til den tænkte jeg altid på hvordan mit eget hus skulle være, og hvor det skulle være placeret, selvfølgelig klods op af mine forældres hus.

Dengang var man bare så grøn og uspoleret og kunne ikke sin vildeste fantasi tænke sig til at man en dag skulle bo 1500 km væk fra sin familie. Men heldigvis er der gået nogle år siden Fredes sang kørte for fulde gardiner i den lille transister og jeg er vokset op og ser tingene i et noget andet perspektiv. Men hus-drømmene lever stadig i bedste velgående og bliver forhåbentlig snart en realitet med det nye hus undervejs der skal stå færdigt i slutningen af september i år.

Selve huset er købt ud fra en plantegning hvilket vil sige at vi ikke har kunne kigge hus ud fra de gængse principper om “god mavefornemmelse” og “føle sig hjemme følelsen”.

Vi har ikke haft mulighed for, at gå ind huset og mærke om det var et sted vi ville føle os hjemme og kunne se os selv bo eller for den sags skyld sparke lidt til det, som især mænd ynder at gør det for, at føle med deres fod om noget er god kvalitet.

Med andre ord er der en del uforudsigelige og måske lidt nervepirrende punkter i det her bolig-projekt.

LOCATION – LOCATION – LOCATION

Vi fandt ret hurtigt ud af at beliggenheden var alfa-omega. Det havde den måske også været hvis vi havde været på hus-jagt i gode gamle dk, men det at være expat og endelig føle at man er faldet til ét sted, gør det meget svært at skulle flytte et helt nyt sted hen endnu engang.

S havde set en annonce med et hus der skulle opføres og en meget varm lørdag eftermiddag midt i august blev vi skrevet op som interesserede købere til det der altså endte med at blive vores hus.

Sikke en smøre. Trust me, den kunne have været meget længere, men hurra, jeg sparede Jer for alle de kedelige detaljer.

Her er det så – forhåbenligt ender det med at være mindst lige så fantastisk som det ser ud på billederne. Whish us luck!

 Set fra vejen, østvendt.

 Indgang, nordvendt.

Haven, sydvendt.

Haven, sydvendt.

Poolen har vi dog fravalgt idet vi kommer til at bo 200 meter fra en svømmehal, så vi lader dem om omkostninger, vedligeholdelse og frygten for at hunde, børn og gråspurve kunne drible i uden opsyn, hvilket er en beslutning vi har det rigtig godt med.

Beklager den dårlige iphone-foto-kvalitet. Men havde desværre kun tegningerne i hard-copy, så I måtte nøjes.