Yes!
Så fedt det var at tage et smut forbi byggegrunden som et led af løbeturen, og finde et næsten færdigstøbt fundament til det der skal blive vores nye hjem.
Iphonen lå heldigvis trygt i baglommen og blev fluks revet op så jeg kunne skyde et par billeder til bloggen.
Hvilken udsigt vi får, siger jeg bare.
Eftersom byggeprocessen skrider fremad(læs: Der er skrabet en nanocentimeter jord af vores jordstykke og nogle byggemænd har leget grafitti med en rød spraydåse) betyder det samtidig at der er en række valg der skal træffes på indretningsfronten hvilket drejer sig om gulve til hele hytten, klinker til badeværelserne(i flertal, juhuu) samt køkken.
Jeg begav jeg mig derfor ud på min egen road-trip. Målet var at jeg skulle sondere klinke-terrænet og blive lidt klogere på hvad der egentlig hvad der rør sig indenfor den verden. Afsted det gik, heldigvis med Mrs. Navigation ved min side, og aldrig har jeg da været så heldig at køre lige direkte til en destination, med kun én halvsur bagvedliggende mandlig billist der desværre skulle ligge under for min lidt tøvende indstilling til at finde den helt rigtige miniature side-stik-vej hvor byggecentret var placeret. Alt klappede bare. Jeg trillede ind på parkeringspladsen på klokkeslettet, jvf. min egen plan, derfra gik det kun nedad bakke.
Jeg var kun lige hoppet ud af bilen da jeg blev mindet om at jeg nu befandt mig i et sjæleløst industriområde hvor kun mænd kender vejen til. Måske de foretrækker det sådan og derfor nøje udvælger placeringer med en hvis sværhedsgrad for at holde det for dem selv. Jeg lod mig dog ikke slå ud. Iført mine Hunter’s, der får mig til at fremstå mere handy-woman-agtig hvis jeg selv skal sige det, traskede jeg indenfor.
Eftersom mit mål med hele turen var at se på nogle klinker, stoppede jeg op ved den første og bedste klinke jeg så og begyndte straks min indre dialog om hvor vidt jeg synes den var hot or not og i værste fald om jeg ville kunne leve med at se på den hver eneste dag. Efter lidt for lang tid gik det op for mig at jeg stod og kiggede på terasse-fliser. Så jeg driblede videre ind i byggemarkedet og blev lidt tavs da jeg så en hel hal fyldt med klinker fra gulv til loft, og en håndfuld byggemænd der for et kort øjeblik stoppede enhver bevægelse de måtte have gang i for lige at kigge efter om det godt nok var EN PIGE de så stå der fuldstændig fortabt i klinkehelvedet. aka handymændenes mekka.
Det skulle dog ikke slå mig ud. Jeg greb hurtigt et katalog, fandt efter få minutter ud af at jeg kender mig selv rigtig godt, og desværre har lidt dyr smag, og fandt frem til nogle mulige bud på gulvbelægningen til vores nye hytte.
Kiggeprocessen tog tid, lang tid, for jeg er sådan en person der ELSKER at gå og kigge, overveje, kigge og overveje lidt igen. Og på et tidspunkt blev det hele bare lidt for meget for den søde lidt aldrende ekspedient i butikken der var igang med en omrokering og han sagde at nu skulle jeg ikke forelske mig helt i en eller anden dum klinke, for de ville få et nyt sortiment i den kommende uge. Tak for info! Jamen så dribler jeg da bare hjem igen og er mere forvirret end da jeg kom eller noget.
Men egentlig havde han jo ret i at det ville være ærgerligt, så jeg gentager samme procedure næste uge.
Dengang jeg var lille havde jeg et kassettebånd med Sørøver Sally og min yndlingssang var Fredes Sang der altid kunne tage mig med på en rejse til et helt andet sted.
Jeg hørte altid det bånd hvis jeg ikke kunne falde i søvn, eller lå med mavepine eller andre dårligheder. Måske syntes jeg bare sangen var god fordi Frede, i den, også boede i nummer elleve, som jeg selv gjorde det. Godt nok boede han i et grønt hus, men i mine ører blev det altså til et gult hus, så det matchede til mit eget gule hus.
Jeg elskede den sang, og jeg når jeg lyttede til den tænkte jeg altid på hvordan mit eget hus skulle være, og hvor det skulle være placeret, selvfølgelig klods op af mine forældres hus.
Dengang var man bare så grøn og uspoleret og kunne ikke sin vildeste fantasi tænke sig til at man en dag skulle bo 1500 km væk fra sin familie. Men heldigvis er der gået nogle år siden Fredes sang kørte for fulde gardiner i den lille transister og jeg er vokset op og ser tingene i et noget andet perspektiv. Men hus-drømmene lever stadig i bedste velgående og bliver forhåbentlig snart en realitet med det nye hus undervejs der skal stå færdigt i slutningen af september i år.
Selve huset er købt ud fra en tegning hvilket vil sige at vi ikke har kunne kigge hus ud fra de gængse principper om “god mavefornemmelse” og “føle sig hjemme følelsen”.
Vi har ikke haft mulighed for, at gå ind huset og mærke om det var et sted vi ville føle os hjemme og kunne se os selv bo eller for den sags skyld sparke lidt til det, som især mænd ynder at gør det for, at føle med deres fod om noget er god kvalitet.
Med andre ord er der en del uforudsigelige og måske lidt nervepirrende punkter i det her bolig-projekt.
Siden vi underskrev købsaftalen tilbage i november 2011 er der dog sket en del.
Vores hus er ét af i alt fem huse der bliver opført på en stykke jord (læs: mark) ca en halv kilometer fra hvor vi bor idag.
En halv kilometer, “herregud” sidder du måske og tænker. For ja, hvor svært eller nemt kan det egentlig være at rykke teltpælene op og gå nogle skridt og så slå sig ned igen.
Tja – Nu forholder det sig tilfældigvis sådan at vi rent faktisk bor klods op af grænsen mellem Schweiz og Frankrig, pt på den schweiziske side. Vores nye hus bliver opført i Frankrig, altså på den anden side. Vi skal altså ikke bare flytte til et helt nyt hus men faktisk også til et helt nyt land.
Baggrunden for alt det postyr er at da vi kom herned for snart to år siden, overtog vi et hus hvor vi har siddet til leje i lige siden. Det var en dejlig nem overgang at flytte direkte herned i et rækkehus med egen have og kig til Genève-søen.
MEN – lad mig bare sige det sådan, at vi havde nok aldrig valgt at bo der hvis det ikke var fordi vi ikke rigtig havde nogle alternativer. I efteråret blev det nok med tyroler-køkkenet, kolde vintre og monster-husleje. Så vi begyndte at kigge os omkring. Der var mange spørgsmål der skulle vendes, og vi var jo to personer der skulle finde ud af hvad vi egentlig drømte om og om det fandtes derude.
LOCATION – LOCATION – LOCATION
Vi fandt ret hurtigt ud af at beliggenheden var alfa-omega. Det havde den måske også været hvis vi havde været på hus-jagt i gode gamle dk, men det at være expat og endelig føle at man er faldet til ét sted, gør det meget svært at skulle flytte et helt nyt sted hen endnu engang.
Ham den pæne havde set en tegning i en boligannonce af et hus der skulle opføres og en meget varm lørdag eftermiddag midt i august blev vi skrevet op som interesserede købere til det der altså endte med at blive vores hus.
Sikke en smøre. Trust me, den kunne have været meget længere, men hurra, jeg sparede Jer for alle de kedelige detaljer.
Poolen har vi dog fravalgt idet vi kommer til at bo 200 meter fra en svømmehal, så vi lader dem om omkostninger, vedligeholdelse og frygten for at hunde, børn og gråspurve kunne drible i uden opsyn, hvilket er en beslutning vi har det rigtig godt med.
Beklager den dårlige iphone-foto-kvalitet. Men havde desværre kun tegningerne i hard-copy, så I måtte nøjes.