Det her indlæg bliver muligvis lidt teksttungt. Jeg håber I vil bære over med mig og stadig har lyst til at læse med. Hvis ikke er det også helt i orden.

Jeg kan mærke, at jeg har noget på hjertet. Efter en snak med én der står mig meget nær har jeg brug for, at få afløb for de følelser der hober sig op og fylder indeni mig.

Jeg lever hver eneste dag med det faktum, at jeg bor langt væk fra dem jeg holder af – altså lige udover min S:-)

Der har været svære perioder hvor jeg mest af alt har haft lyst til, at vende tilbage til de vandte rammer i Danmark, og til dem jeg holder af.

Men jeg har stået disse perioder igennem og kan mærke hvor meget det har udviklet mig som menneske.

Det er også derfor, at det er så svært at skulle rumme det faktum at jeg i alle mine kæres øjne altid vil være hende der bor i et andet land. Jeg føler mig ofte skyldig over, at jeg har truffet det valg. Måske fordi det var et valg af den slags som man ingen muligheder har for at forudse konsekvenserne af. Jeg havde ingen chance for, at forudse hvordan det ville være at flytte. Det samme gjorde sig gældende for mine nærmeste.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det har føltes hårdt for dem jeg ‘forlod’. Det er aldrig let at være den der står tilbage i de vandte rammer.

Min oplevelse var jo en helt anden idet jeg havde nok at gøre med, at etablere mig og finde mig til rette i et nyt land. Med andre ord var min hverdag fyldt op imens dem derhjemme kunne føle savnet med det samme.

I takt med at jeg blev mere etableret begyndte jeg selv at mærke savnet. Det har af og til været svært, meget svært.

Distancen har lige pludselig føltes som en afstand der ikke har været til at forholde sig til. Pludselig føler man, at man går glip af hinandens liv fordi der er en afstand at forholde sig til. Pludselig har afstanden fyldt mere end den skulle.

Samtidig er tiden jeg har sammen med mine nærmeste blevet meget mere optimeret og intens. Der er ingen spildtid men udelukkende momenter af nærvær og samvær.

Jeg føler, at jeg følger mere med i min families og mine veninders liv end jeg gjorde inden jeg flyttede til udlandet. Jeg føler mig på en måde tættere på end jeg nogensinde har gjort det tidligere.

Jeg føler, at jeg har opnået at få tættere og mere ærlige relationer og jeg er helt overbevist om at det skyldes at jeg er flyttet.

Men jeg kan sætte mig ind i, at det ikke altid har været eller er helt enkelt at skulle være én af de nære relationer i min omgangskreds.

Der er afsavn at forholde sig til og måske har de også oplevet den udvikling jeg har gennemgået de seneste år. Måske har det ikke været let at være tilskuer til. Måske har jeg i virkeligheden været svær at mærke.

Jeg har af og til fortrudt, at jeg har blottet mit hjerte og mit afsavn til tilværelsen i Danmark for dem jeg holder så meget af, men det har jo på den anden side været en del af mig. Jeg har ønsket at være ærlig, også når tingene var svære og jeg var faret vild i min egen tilværelse.

Jeg føler, at det har været fundamentet for de tætte relationer jeg har opbygget igennem de seneste år.

Jeg er ikke fejlfri. Jeg begår stadig fejl i min kommunikation og i mine relationer. Men jeg forsøger hver dag at blive bedre til netop disse ting.

Jeg er i perioder meget fokuseret på at forsøge at planlægge mit liv. Jeg forsøger at tænke flere år ud i fremtiden og kæmper med at få detaljerne til at gå op i en højere enhed hvor der er symbiose i tingene, alle er glade og livet er en dans på roser.

Og hvor ville det også bare være skønt hvis man kunne det – men sandheden er at det er umuligt.

Selvfølgelig har jeg en plan om fremtiden. En liste fuld af drømme og er bevidst omkring de valg jeg træffer for at bevæge mig i den rigtige retning. Men jeg kan ikke planlægge mig ud af nuet.

Jeg er blevet mere bevidst omkring at stoppe op og dvæle mere ved nuet fordi jeg tror at det er der jeg skal finde roen i min tilværelse.

Jeg øver mig dagligt i at visualisere et stopskilt når tankerne tager hinanden og jeg pludselig er flere år ude i fremtiden.

Jeg øver mig i at mærke efter og være ærlig overfor mig selv.

Og når jeg mærker efter – så mærker jeg følelsen af lykke. Følelsen af at være noget langt og samtidig være i udvikling. Følelsen af slet ikke at kunne vente på fremtiden.

Jeg ser tilbage på en vej jeg har tilbagelagt. Måske valgte jeg ikke den mest enkle vej. Men jeg er alligevel nået hertil med fornyede kompetencer, fagligt og personligt. Og det bedste af det hele er at dem jeg holder aller mest af, de er her endnu:-)

Kunne jeg have gjort det anderledes – helt sikkert. Kunne jeg have været mere direkte i min færden og kommunikation – uden tvivl. Men er det ikke i orden at man som menneske gennemgår perioder i sit liv hvor man, ligegyldigt hvor end man gerne ville have styr på alting, bare ikke formår det? Hvor at man svømmer hvileløst rundt i sin søgen efter det der giver ro og afklaring?

Jeg mærker nu et mod på livet som jeg ikke tidligere har mærket lige så tydeligt. En følelse af ro, uovervindelighed og styrke. Det har taget tid og mange tårer at nå hertil.

Jeg ved at uanset hvad så er jeg på rette vej. For ingen vej er forkert, heller ikke omveje eller smutveje. Man lærer af dem alle. Og de må godt indeholde savn.

Et savn er jo intet andet end et bevis på kærlighed. Det er vigtigt at minde sig selv om. Selv om det gør ondt skal der være plads til at savne og til at blive savnet.

Tak til den der mindede mig om det idag.