Det her indlæg bliver muligvis lidt teksttungt. Jeg håber I vil bære over med mig og stadig har lyst til at læse med. Hvis ikke er det også helt i orden.

Jeg kan mærke, at jeg har noget på hjertet. Efter en snak med én der står mig meget nær har jeg brug for, at få afløb for de følelser der hober sig op og fylder indeni mig.

Jeg lever hver eneste dag med det faktum, at jeg bor langt væk fra dem jeg holder af – altså lige udover min S:-)

Der har været svære perioder hvor jeg mest af alt har haft lyst til, at vende tilbage til de vandte rammer i Danmark, og til dem jeg holder af.

Men jeg har stået disse perioder igennem og kan mærke hvor meget det har udviklet mig som menneske.

Det er også derfor, at det er så svært at skulle rumme det faktum at jeg i alle mine kæres øjne altid vil være hende der bor i et andet land. Jeg føler mig ofte skyldig over, at jeg har truffet det valg. Måske fordi det var et valg af den slags som man ingen muligheder har for at forudse konsekvenserne af. Jeg havde ingen chance for, at forudse hvordan det ville være at flytte. Det samme gjorde sig gældende for mine nærmeste.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det har føltes hårdt for dem jeg ‘forlod’. Det er aldrig let at være den der står tilbage i de vandte rammer.

Min oplevelse var jo en helt anden idet jeg havde nok at gøre med, at etablere mig og finde mig til rette i et nyt land. Med andre ord var min hverdag fyldt op imens dem derhjemme kunne føle savnet med det samme.

I takt med at jeg blev mere etableret begyndte jeg selv at mærke savnet. Det har af og til været svært, meget svært.

Distancen har lige pludselig føltes som en afstand der ikke har været til at forholde sig til. Pludselig føler man, at man går glip af hinandens liv fordi der er en afstand at forholde sig til. Pludselig har afstanden fyldt mere end den skulle.

Samtidig er tiden jeg har sammen med mine nærmeste blevet meget mere optimeret og intens. Der er ingen spildtid men udelukkende momenter af nærvær og samvær.

Jeg føler, at jeg følger mere med i min families og mine veninders liv end jeg gjorde inden jeg flyttede til udlandet. Jeg føler mig på en måde tættere på end jeg nogensinde har gjort det tidligere.

Jeg føler, at jeg har opnået at få tættere og mere ærlige relationer og jeg er helt overbevist om at det skyldes at jeg er flyttet.

Men jeg kan sætte mig ind i, at det ikke altid har været eller er helt enkelt at skulle være én af de nære relationer i min omgangskreds.

Der er afsavn at forholde sig til og måske har de også oplevet den udvikling jeg har gennemgået de seneste år. Måske har det ikke været let at være tilskuer til. Måske har jeg i virkeligheden været svær at mærke.

Jeg har af og til fortrudt, at jeg har blottet mit hjerte og mit afsavn til tilværelsen i Danmark for dem jeg holder så meget af, men det har jo på den anden side været en del af mig. Jeg har ønsket at være ærlig, også når tingene var svære og jeg var faret vild i min egen tilværelse.

Jeg føler, at det har været fundamentet for de tætte relationer jeg har opbygget igennem de seneste år.

Jeg er ikke fejlfri. Jeg begår stadig fejl i min kommunikation og i mine relationer. Men jeg forsøger hver dag at blive bedre til netop disse ting.

Jeg er i perioder meget fokuseret på at forsøge at planlægge mit liv. Jeg forsøger at tænke flere år ud i fremtiden og kæmper med at få detaljerne til at gå op i en højere enhed hvor der er symbiose i tingene, alle er glade og livet er en dans på roser.

Og hvor ville det også bare være skønt hvis man kunne det – men sandheden er at det er umuligt.

Selvfølgelig har jeg en plan om fremtiden. En liste fuld af drømme og er bevidst omkring de valg jeg træffer for at bevæge mig i den rigtige retning. Men jeg kan ikke planlægge mig ud af nuet.

Jeg er blevet mere bevidst omkring at stoppe op og dvæle mere ved nuet fordi jeg tror at det er der jeg skal finde roen i min tilværelse.

Jeg øver mig dagligt i at visualisere et stopskilt når tankerne tager hinanden og jeg pludselig er flere år ude i fremtiden.

Jeg øver mig i at mærke efter og være ærlig overfor mig selv.

Og når jeg mærker efter – så mærker jeg følelsen af lykke. Følelsen af at være noget langt og samtidig være i udvikling. Følelsen af slet ikke at kunne vente på fremtiden.

Jeg ser tilbage på en vej jeg har tilbagelagt. Måske valgte jeg ikke den mest enkle vej. Men jeg er alligevel nået hertil med fornyede kompetencer, fagligt og personligt. Og det bedste af det hele er at dem jeg holder aller mest af, de er her endnu:-)

Kunne jeg have gjort det anderledes – helt sikkert. Kunne jeg have været mere direkte i min færden og kommunikation – uden tvivl. Men er det ikke i orden at man som menneske gennemgår perioder i sit liv hvor man, ligegyldigt hvor end man gerne ville have styr på alting, bare ikke formår det? Hvor at man svømmer hvileløst rundt i sin søgen efter det der giver ro og afklaring?

Jeg mærker nu et mod på livet som jeg ikke tidligere har mærket lige så tydeligt. En følelse af ro, uovervindelighed og styrke. Det har taget tid og mange tårer at nå hertil.

Jeg ved at uanset hvad så er jeg på rette vej. For ingen vej er forkert, heller ikke omveje eller smutveje. Man lærer af dem alle. Og de må godt indeholde savn.

Et savn er jo intet andet end et bevis på kærlighed. Det er vigtigt at minde sig selv om. Selv om det gør ondt skal der være plads til at savne og til at blive savnet.

Tak til den der mindede mig om det idag.

 

Egentligt ville jeg have skrevet et indlæg med titlen ‘Inspiration til børneværelset’. Faktisk havde jeg skrevet indlægget, posted billeder og gjort mig en vældig umage. Og så var det lige at telefonen ringede og jeg i et snuptag klappede mac’en sammen og spurtede ud af døren alt imens jeg glemte alt om at gemme en kladde af indlægget. Væk var det.

Så nu bliver det istedet til et indlæg om hvad der sker inden i mig i denne tid hvor maven vokser og hormonerne raser rundt i min krop.

Jeg har det godt – faktisk fantastisk godt. Jeg har energi, er lykkelig og fuld af glæde over min fremtid som mor.

Men hvis sandheden skal frem så har jeg også erhvervet mig en ny evne i forbindelse med graviditeten. Evnen til at glemme!

Jeg har ALTID været god til at huske ting. Altså som i virkelig god til at huske selv den mindste ligegyldige detalje.

Men siden den lille bønne har indtaget min krop må jeg erkende at mit fokus meget af tiden er et helt andet sted end tidligere. Jeg tager mig selv i at dagdrømme når jeg har en ledig stund. Den ene tanke tager den anden og pludselig er jeg igang med at føde eller gå en tur med barnevognen hvorefter det går op for mig at mine tanker endnu engang har taget mig med på en rejse.

Det er selvfølgelig rigtig dejligt at dagdrømme og glæde sig over noget så fantastisk som at skulle være mor. Men når det betyder at man begynder at glemme ting, vigtige ting, så er det lidt en anden sag.

Idag glemte jeg et møde. Jeg nåede det, med lidt forsinkelse, og fandt derefter ud af at jeg havde glemt min pung for derefter at tvivle på om jeg mon havde glemt min telefon…

Nu er det måske ikke nogen big-deal at glemme et møde og et par ejendele hist og her. Men problemet ligger for mig i, at det har jeg aldrig oplevet tidligere. Jeg er pligtopfyldende med stort P. Jeg glemmer ikke, fordi jeg selv ikke kan lide at blive glemt. Jeg kommer meget nødigt for sent, da det i mine øjne er et tegn på at man ikke tager den eller de personer man skal mødes med seriøst. Man kommer til tiden, man er velforberedt – sådan er det bare.

Da det gik op for mig at jeg var begyndt at glemme ting tog jeg mine forholdsregler og satte derfor nogle tiltag igang som skulle hjælpe mig til at huske.

Post-it’s. To-do lister. Påmindelser. You name it. Jeg forsøger VIRKELIG. Men jeg har lidt på fornemmelsen at det her bare er begyndelsen. Welcome to the motherhood. Velkommen til en ny verden hvor man må lære at sige undskyld fordi man vitterligt har glemt noget eller nogen, selv om man absolut ikke er en der glemmer noget som helst.

Dagen igår gik blandt andet med at være i IKEA med en veninde og hendes to måneder gamle prinsesse. Vi hyggede og shoppede uundværlige ting, både dem vi havde skrevet på listen og dem vi fandt ud af at vi slet ikke kunne undvære 🙂

Igår rundede jeg desuden de 5 måneder i min graviditet. Jeg kan slet ikke forstå at tiden går så hurtigt – synes jo det var igår jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden og med bævrende stemme informerede S om hans fremtid som baby-daddy.

Men tiden flyver og jeg er så småt begyndt at overveje hvordan børneværelset skal indrettes.

Det blev derfor også til et par indkøb igår hvor jeg fandt fine detaljer til at gøre børneværelset hyggeligt.

Jeg købte nogle papir pom pom’s som jeg vil hænge i loftet på lillemandens værelse. Jeg tænker at de vil være med til at skabe en hyggelig stemning og samtidig være fine for lillemanden at ligge og kigge op på. Jeg købte dem i grå og hvide nuancer. Så fine!

 

Jeg fandt desuden denne fine plakat som jeg synes passede rigtig godt til det farvetema jeg har tænkt mig der skal være på børneværelset. Jeg har bare ét eller andet med elefanter. Synes de er så søde og hyggelige.

Jeg ved godt, at jeg for tiden blogger meget om emner der relaterer sig til min graviditet. Men ikke desto mindre er det bare et der fylder lige pt. Håber derfor I vil bære over med mig.

Jeg er blevet kontaktet af flere gravide der sidder rundt omkring i verden og gerne ville have mit syn på dét at være gravid i udlandet. Det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne skrive om. Jeg synes desuden at det er super skønt med ønsker til indlæg fra Jer læsere, så dem skal I endelig bare fortsætte med at komme med.

Heldigvis har jeg haft lang tid til at vænne mig til kulturen og sproget hvor vi bor nu inden min graviditet. Tanken om at skulle bringe et lille barn til verden i udlandet er derfor heller ikke så skræmmende som den muligvis kunne være i tilfælde af at jeg befandt mig et sted på jordkloden hvor alt var fremmed for mig.

Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke har fyldt og stadig fylder at være gravid og skulle være mor for første gang langt væk fra de trygge og velkendte rammer i DK.

Nu har jeg aldrig prøvet at være gravid i DK eller for den sags skyld være gravid i det danske sundhedssystem. Men da jeg boede i DK  og arbejdede som sygeplejerske havde jeg dagligt min gang på sygehuse hvor jeg arbejdede tæt sammen med både barselsgange og sundhedsplejersker. Der ud over havde jeg et meget alsidigt job hvor mine opgaver strakte sig lIge fra højintensiv pleje af for-tidligt-fødte eller syge nyfødte til en helt fredelig ammeetablering mellem mor og barn i de første timer efter fødslen. Jeg føler derfor at jeg har fået en del indsigt i den del af det at blive mor. Der ud over har jeg haft graviditeter tæt på i min private liv som hhv. søster og veninde til gravide. Jeg har altså både faglige og “personlige” erfaringer med i min bagage når det kommer til at blive mor, selv om det selvfølgelig ikke er det samme som selv at have oplevet det på egen krop.

Min graviditet indtil nu

Da jeg fandt ud af at jeg var gravid var jeg kun 3 uger henne. Yes – I know – early. Men jeg havde det ret meget på fornemmelsen og tog derfor én test, ok to 🙂

Jeg kontaktede derpå min læge der gav mig en tid til den følgende dag hvor han ville kontrollere min graviditet med en blodprøve.

Som ventet viste blodprøven et højt indhold af graviditetshormon, faktisk meget højt, så der var ingen tvivl. Og jeg panikkede lidt fordi jeg på google fandt frem til at det høje hormonindhold så tidligt i en graviditet kunne betyde at vi ventede tvillinger. Min far er desuden tvilling, hvilket ikke skulle kunne have nogen betydning for hvor vidt jeg skulle have tendens til tvillinger, men min hjerne begyndte alligevel at tænke i tvillinge-baner.

Det var ikke fordi jeg ikke gerne ville have tvillinger, men jeg har desværre fået et nok lidt forkert syn på tvillingegraviditeter qua mit job som neonatalsygeplejerske hvor vi havde rigtig mange for-tidligt-fødte tvillinger.

Jeg fik en tid hos en gynækolog til at blive scannet i uge 9. Tiden sneglede sig afsted. Vi var på sommerferie i DK og kunne ikke holde hemmeligheden om en lille ny spire der var på vej for os selv. Men jeg var alligevel bekymret og tænkte hele tiden på at jeg bare gerne ville tilbage og have vished om at der var et lille hjerteblink derinde så vi for alvor kunne glæde os.

Vi tog tilbage til Schweiz og dagen for den første scanning kom. Så snart gynækologen placerede scanningshovedet på min mave kunne man se en lille spunk der havde hæftet sig fast på indersiden af min livmodervæg. Og hurra – midt i spunken blinkede et lille hjerte. Gynækologen bevægede scanningshovedet en del rundt på min mave og det virkede et øjeblik lidt som om at han ledte efter endnu en lille spunk. Jeg holdt vejret, det samme gjorde S, men nej, der var bare en enkelt lille spunk derinde.

Vi kunne tilmed se et lille bitte ben der strittede op i luften derinde. Hurra – hjerteblink og ét ben. Vi var ikke til at skyde igennem. Jeg husker hvor lettet jeg var da vi forlod klinikken og resten af dagen gik med at studere de billeder jeg havde fået med fra scanningen hvor jeg blev mere og forelsket i den lille spunk for hver gang jeg kiggede på dem.

Der var dog én ting der kom lidt bag på mig under samtalen med gynækologen. Her gik det nemlig op for mig at jeg skulle scannes én gang om måneden indtil termin – altså ialt 7 scanninger. Det var ifølge gynækologen ren rutine at man følges så ofte under sin graviditet. Det er selvfølgelig rigtig skønt at vi får lov til at følge med i babys udvikling, især for S der jo ikke mærker et lille liv vokse inden i ham. Men jeg har samtidig erfaret at jeg faktisk godt kan gå og være lidt nervøs op til hver scanning. Det er nok en naturlig del af det at være gravid, man bekymrer sig, nok især som førstegangs gravid. Foruden de månedlige scanninger får jeg kontrolleret både urin og blod ifm. med disse, hvilket jeg af en eller anden grund ikke er så bekymret for. Det virker faktisk modsat meget trygt at jeg bliver “holdt-øje-med” med så hyppige intervaller især fordi der kan være skjulte symptomer på fx. urinsvejsinfektioner eller svangerskabsforgiftning under graviditeten.

Nu er jeg i uge 23, altså mere end halvvejs i min graviditet, og jeg priser mig lykkelig for at det hele indtil nu er gået så problemfrit. Jeg mærker dagligt liv inde fra maven og har for tiden ikke rigtig nogle gener. Det er ret fantastisk og jeg forsøger at huske på at nyde hvert øjeblik.

Jeg har tænkt mig at dette indlæg skal opfølges af endnu et indlæg om det at skulle føde i udlandet når jeg kommer tættere på termin. Hvad tænker I – Ville det være noget I havde lyst til at læse?

UGE 12+0

UGE 22+0

Jeg har bemærket at mange bloggere har været så heldige at få lov til at teste det nye Olympus  PEN LITE (E-PL5) kamera. Olympus PEN kameraet er en hybrid imellem et spejlrefleks og et digital kamera. Når man som jeg står overfor at skulle anskaffe sig et kamera, ja faktisk det første dyre kamera, er der mange krav. Jeg har kigget længe men har ikke kunne vælge imellem et spejlrefleks og et digital kamera hvorfor Olympus PEN LITE(E-PL5) kameraet efter min mening den perfekte løsning for mig. Jeg har endvidere kunne læse mig frem til at kameraet har  såkaldte artfilters der gør det nemt at redigere sine billeder. Kameraet indeholder altså samtlige af de funktioner jeg søger i et kamera samtidig med at det ser så enkelt og let ud at det må være en drøm at have med i tasken – overalt! Jeg ville elske at fotografere med sådan en skønhed og ville især nyde at tage billeder af baby når han melder sin ankomst.

Kameraet fåes i tre farver. Jeg drømmer om den hvide model, som jeg synes er helt fantastisk smuk og enkel.

Imens jeg drømmer videre knipser jeg løs med min Iphone og kan alligevel ikke helt lade væremed at stille spørgsmålet – “Olympus PEN LITE(E-PL5) skal det være os 2?”

Mum2be på vej til møde i regn og rusk… Brr…

Indlægget er IKKE sponsoreret men udelukkende et udtryk for min egen mening.